Bestyrelsens beretning

 

Bestyrelsens beretning 2014

 

 

Generalforsamling på Rungsted private Realskole onsdag den 21. maj 2013

  

På bestyrelsens vegne skal jeg aflægge beretning om det år, der er gået.

 

Igen i år kan jeg meddele, at det forgangne år efter bestyrelsens opfattelse er forløbet særdeles tilfredsstillende.

 

På økonomisiden er det med tilfredshed, at bestyrelsen kan konstatere, at det igen i år er lykkes at præstere et overskud i skolens driftsresultat på kr. 1.657.000,00.

 

Også skolens egenkapital er stærk – skolens egenkapital er nu positiv med kr. 1.292.000,00, og hvis ikke den negative dagsværdi af renteswappen var indregnet, ville egenkapitalen være positiv med kr. 8.527.000,00. Hertil kommer, at der efter bestyrelsens opfattelse ligger en ikke ubetydelig friværdi i skolens bygningsmasse.

 

For året 2014 er der ligeledes budgetteret med et positivt driftsresultat.

 

Når man ser på skolens egenkapital, må bestyrelsen også konstatere, at skolen er polstret solidt til fremtiden.

 

Alt i alt kan det konstateres, at skolen har en meget sund økonomi på nuværende tidspunkt.

 

Det har ikke altid været sådan – der har tidligere været flere år i træk med negativ drift og også med en negativ egenkapital. Det er heldigvis i de forløbne år rettet op, og der er grundlag for, at skolen ikke kommer i den samme situation igen.

 

Jeg skal ikke undlade at bemærke, at skolens driftsresultat er ca. kr. 600.000,00 bedre end budgetteret. Dette skyldes ikke mindst en hård og dedikeret indsats fra skolens daglige ledelse, hvor der har været stærkt fokus på omkostninger – dog således, at dette ikke er gået udover skolens dagligdag på en nævneværdig måde.

 

I relation til elevtal på skolen kan bestyrelsen med tilfredshed konstatere, at der på langt de fleste klassetrin på nuværende tidspunkt er en venteliste for at komme ind på skolen. Også i skoleåret 2013/14 er det lykkes at etablere en 10. klasse med 25 elever.

 

Også i den anden ende af skalaen, nemlig i miniforskolen, er der tilmeldt 42 elever. Der er stadig plads til enkelte elever i forskolen, men det er tilfredsstillende, at der også i år er grundlag for at oprette 3 spor.

 

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at det fra politisk side bestemt ikke er blevet gjort nemmere at være privatskole. De offentlige tilskud er under stærkt pres, og den såkaldte ”koblingsprocent” er stadig faldende. Der er dog taget højde herfor i budgettet for 2014.

 

Også i 2013 er der sket en løbende renovering af skolens bygningsmasse. I 2013 er der blandt andet blevet etableret nyt køkken i Ønskeøen og på kontoret. Endvidere er lærerværelset blevet omfattende renoveret, og der er lagt nyt linoleum i hovedbygningen. Der foreligger fortsat en vedligeholdelsesplan, der følges, og bygningernes tilstand er generelt sund.

 

Ønskeøen fungerer godt i nuværende pavilloner – også efter den seneste ombygning, men det er klart, at der på sigt skal etableres en mere permanent løsning. Bestyrelsen er på den baggrund i gang med at se på de samlede bygningsmæssige rammer for skolens fremtidige virke.

 

I forhold til skolens ledelse har 2013 været et meget markant år. Således er 2013 året, hvor René Leiholm er kommet i fuld funktion som skoleleder efter, at Allan Henriques fratrådte. René Leiholm tiltrådte i februar 2013 og har i den forløbne tid på alle måder og til bestyrelsens store tilfredshed bekræftet, at det var det helt rigtige valg at ansætte René Leiholm som skoleleder.

 

Bestyrelsen er generelt meget tilfreds med samarbejdet med René Leiholm, der i forhold til den daglige drift på skolen er trådt i karakter og på bedste vis varetager driften.

 

Men det er ikke kun skolelederen, der i 2013 er blevet udskiftet – også viceskolelederen er blevet udskiftet efter, at Ditlev Dæhnfeldt, efter en trofast og loyal indsats i en menneskealder, fratrådte i sommeren 2013. Herefter tiltrådte Mikkel Kofod som viceskoleleder.

 

Også Mikkel Kofod har i funktionen som viceskoleleder, dels fortsat sit gode arbejde på skolen, dels vist betydelige lederevner. Endeligt er Lotte Ostenfeld blevet ansat som afdelingsleder på skolen, og tilsammen udgør de tre et solidt team.

 

Bestyrelsen er meget tilfreds med det nuværende ledelsesteam, og bestyrelsen har konstateret, at samarbejdet med ledelsen fungerer meget tilfredsstillende.

 

Da der nu i løbet af 2013 endeligt er indsat ny skoleleder, ny viceskoleleder og ny afdelingsleder, kan bestyrelsen konstatere, at det i 2011/12 påbegyndte generationsskifte nu endeligt kan afsluttes. Selve generationsskiftet er efter bestyrelsens opfattelse forløbet absolut tilfredsstillende – ikke mindst på grund af René Leiholms utrættelige indsats, både før og efter René Leiholm indtrådte som skoleleder.

 

Også skolens revisor er i 2013 blevet udskiftet. Således sagde skolen i 2013 farvel til den mangeårige revisor Leif Schermer og indledte samarbejde med Deloitte ved statsautoriseret revisor Søren Jensen. Både skolens ledelse og bestyrelsen er tilfredse med det nye samarbejde.

 

Som bekendt var der i foråret 2013 en lock-out på skolen. Der er ingen tvivl om, at det både for ledelsen og for alle medarbejdere på skolen var en hård tid. Også elever og forældre var berørte og særligt eleverne i afgangsklasserne fik et lidt andet forløb i forbindelse med forberedelse af eksamenerne, end det var planlagt.

 

Selvom de udefrakommende vilkår var absolut utilfredsstillende på alle måder, konstaterede bestyrelsen, at skolens ledelse håndterede situationen så godt, som det under de givne omstændigheder kunne lade sig gøre. Det er også bestyrelsens opfattelse, at alle medarbejdere på skolen nu har lagt konflikten bag sig, og at lock-outen ikke har efterladt skår i forholdet mellem skolens ledelse og medarbejderne på skolen.

 

Som bekendt træder der i august 2013 en ny skolereform i kraft. Implementering af skolereformen er ikke ens på alle skoler, og der er efterladt skolen et betydeligt skøn i forbindelse med implementering af skolereformen. Det er bestyrelsens opfattelse, at der i forbindelse med implementering af skolereformen på Rungsted private Realskole i samarbejde mellem bestyrelsen, ledelsen og medarbejderne nu er fundet en løsning, der ser ud til at fungere. Det er klart, at en del af de nye tiltag naturligvis løbende skal evalueres med henblik på, at disse fungerer tilfredsstillende for såvel forældre, elever, lærere og ledelse.

 

På vegne den samlede bestyrelsen ønsker jeg at takke alle medarbejdere på skolen – lærere, ledelse, teknisk og administrativt personale – for endnu et fantastisk år på Rungsted private Realskole.

 

Der er ikke tvivl om, at der hver eneste dag på skolen bliver ydet en helt ekstraordinær indsats af samtlige medarbejdere, og jeg er sikker på, at det ikke kun er bestyrelsen, men også forældrene og eleverne, der dagligt påskønner dette.

 

Jeg vil også gerne takke mine bestyrelseskollegaer for det gode samarbejde, der har været i løbet af året. Også i år har været relativt arbejdskrævende for bestyrelsen, og alle bestyrelsesmedlemmer har i den forbindelse ydet en stor og dedikeret indsats.

 

Da jeg efter sommerferien ikke længere har børn på skolen, træder jeg ud af bestyrelsen og dermed også tilbage som formand for Rungsted private Realskole. Når jeg ser tilbage på den periode, hvor jeg har siddet i bestyrelsen, kan jeg med glæde konstatere, at der er gennemført en række ting, der har været positive for skolen.

 

Således har der i den periode blandt andet været tiltag i forhold til følgende:

 

  • Der er implementeret og udbygget 3 spor på skolen, således at skolen på alle klassetrin er 3-sporet

 

  • Ombygning af 06-bygningen er færdiggjort, og de nye lokaler og den nye idrætshal er taget i brug

 

  • Forhold omkring en betydelig svampeskade på en del af bygningerne er løst

 

  • Bygning af 09-fløjen er igangsat, færdiggjort og taget i brug

 

  • Skolens økonomi er vendt, således at skolen nu har en positiv egenkapital og nu igennem flere år har udvist en positiv drift

 

  • Der er gennemført et egentligt generationsskifte i skolen ledelse, således at såvel skoleleder, viceskoleleder og afdelingsleder er skiftet

 

  • Der er indført en miniforskole

 

  • Der er løbende foretaget en renovering og opdatering af bygningsmassen – senest er der etableret et nyt lærerværelse

 

  • Forberedelser til implementering af den nye skolereform

 

Det har for mig været en spændende tid, og jeg vil endnu en gang gerne takke såvel de skiftende bestyrelser, som særligt den gamle skoleleder Allan Henriques og René Leiholm for det rigtig gode samarbejde gennem årene.

 

Efter generalforsamlingen vil der blive afholdt et konstituerende bestyrelsesmøde, og det vil herefter blive meldt ud, hvem der overtager arbejdet som formand for skolens bestyrelse.

 

 

Rungsted Kyst, den 21. maj 2014

 

Henrik B. Sanders