Bestyrelsens beretning

 

Bestyrelsens beretning 2015

 

 

Generalforsamling på Rungsted private Realskole den 21. maj 2015

 

På bestyrelsens vegne skal jeg aflægge beretning om det forløbne år her på skolen.

2014 har været et godt år for Rungsted private Realskole. Det er det første år, hvor den nye ledelse har fungeret hele året, og det er glædeligt, at skolen på alle planer er inde i en god udvikling.

Lad mig starte med at sætte lidt fokus på skolens økonomi. Der er fra det offentlige til stadighed fokus på tilskuddene til de private skoler, ligesom udgifterne til hele undervisningssektoren er genstand for besparelser til trods for, at kravene til undervisningsinstitutionerne er steget. Den nye folkeskolereform har om end ikke direkte, så dog afsmittende virkning på vores sektor. Men det har ikke afstedkommet øgede tilskud. Tværtimod må vi konstatere, at vi ”skal lave mere skole for færre midler”.

Så sent som i denne uge har vi fået brev fra Undervisningsministeriet om dispositionsbegrænsning i 2015. Altså indeværende regnskabs år! Hvilket i klar tale betyder, at de frie grundskoler underlægges en begrænsning på 1% af det samlede tilskud i år. For RpR betyder det konkret et beløb i år på lidt over en kvart million kroner – og det således meddelt næsten halvsvejs inde i regnskabsåret. Dem skal vi så ’bare lige’ finde i budgettet. En gangske uanstændig måde, at behandle os og de andre frie grundskoler på.

RpR er kommet ud af 2014 med et overskud på 355 tkr. Det finder vi i bestyrelsen acceptabelt. Meningen er jo ikke, at skolen skal generere overskud.

På grund af øget pædagogisk aktivitet er overskuddet 186 tkr. mindre end budgetteret, men med en omsætning på mere end 40 mio. kr. er det marginalt. Egenkapitalen er grundet værdien af renteswappen negativ, men renset for denne er egenkapitalen 8.882 tkr.

Der er i 2015 budgetteret med et overskud på 453 tkr. Men det budget er naturligvis lagt INDEN dennes uges besked fra ministeriet.

 

det pædagogiske område ser vi med tilfredshed på, at skolens timeplan er revurderet, og at der på flere områder er sket mindre ændringer og udvidelser, som styrker elevernes faglige udbytte. Som allerede nævnt er vi som privatskole ikke omfattet af skolereformen, men det er betryggende, at ledelsen og skolen i det hele  taget, har taget stilling til de nye tiltag, som lovændringen indebærer og tilpasset dem vores skole. Det gælder både selve skoletilbuddet og ”efter-skole-tilbuddene”.

Skolens store selvevalueringsprojekt er godt i gang. Skolen har haft besøg af analyseinstituttet Rambøll, som gennemførte en række interviews om skolens tilsyn via selvevaluering for at midtvejsvurdere arbejdet. Det er vores indtryk, at Rambøll følte, at der var godt styr på ”processen”, og der var generel stor ros til skolen og stor tilfredshed med det skolen har nået.

Afgangselevernes prøveresultater 2014 var meget tilfredsstillende. Vores 9. klasser har endnu en gang vist, at RpR tilhører den absolutte top af danske skoler. Det er glædeligt at se, at det faktisk gælder hvert år, selv om der naturligvis er mindre forskelle fra år til år. Det specielle for skolen er dog, at vi igennem rigtig mange år, som den eneste skole i landet, har været i toppen af de ca. 1400 skoler, som vi bliver sammenlignet med. Lige så vigtigt er det dog, at vi på parametre, som ikke er så let målelige, også giver eleverne en ballast til ungdomsuddannelse og deres videre udvikling.

Jeg havde selv fornøjelsen af at se de nuværende 9. og 10. klasser ankomme hertil – da skolen for en lille måned siden afholdte den årlige Gallamiddag. Her var det børn, jeg selv havde fulgt på deres rejse og udvikling gennem de sidste 10 år. De var nu med ét ikke længere børn, men flotte og stolte unge mennesker, der med ret ryg bestemt virkede godt forberedt til deres videre liv - og de udfordringer der venter dem efter RpR.

Dem kan vi som skole godt være stolte af – og det er nok heller ikke helt uden grund, at vi kan konstatere, at der på stort set alle klassetrin er venteliste.

Skolens elevtal var pr. 5. september 2014, 644 elever. Vi bestræber os på, at holde en klassekvotient på 22, når det gælder de mindre klasser. Og en klassekvotient på 24 fra midt 5. klasse og op efter. I vores 10. klasse 26 elever.

Vi finder det meget tilfredsstillende, at så mange unge finder skolens fagtilbud tillokkende i den temmelig store konkurrence, der er om de unge. Også vores Miniforskole er godt besat, og det er så meget mere bemærkelsesværdigt, når det mindre børnetal i kommunen tages i betragtning. Vores andel af de 5-årige i området er stadigt stigende, hvilket vi finder tilfredsstillende. Især fordi det er vores indtryk, at skolen er et tilvalg og ikke et fravalg af den offentlige skole.

 

den fysiske side er der også sket noget. 2014 bød på ny legeplads for forskoleklasserne. En legeplads som har stået på ønskesedlen i mange år. Den nye store multibane bag skolen - som er til glæde for mange elever i skoletiden såvel som efter skoletid - blev indviet - og indviet eftertrykkeligt med deltagelse af professionelle fodboldspillere fra FC Nordsjælland – og med fin pressedækning.

Lærernes arbejdsrum blev renoveret, og kontorområdet blev moderniseret i 2014.

Skolens vedligeholdelsesplan blev gennemgået og revideret. Det er betryggende, at vi på den måde er mindre sårbare over for pludseligt opståede skader.

Det er tilfredsstillende at se, at samarbejdet med skolens revisionsselskab Deloitte er meget positivt. Det er tydeligt, at revisor Søren Jensen og hans team besidder en helt uvurderlig viden om privatskoleområdet.

Bestyrelsen har i det forgangne år arbejdet med en række forskellige emner. Noget af det vi har brugt lidt mere tid på, har været: Renteudviklingen, Renteswappen, overskudslikviditeten, lov 409 – som fra 1. august 2014 har fastsat rammerne for arbejdets organisering, folkeskolereformen, undervisningseffekten, karaktergivningen, studievejledningen, Miniforskolen, ØnskeØen, it i undervisningen, det fysiske undervisningsmiljø, kantinen - og her på det sidste forårsmarkedet.

 

Forårsmarkedet er vores nye aktivitet. Markedet er et bestyrelsestiltag, som vi meget håber, vi kan løfte flot sammen med eleverne og skolen. Således at det kan blive en fast – og festlig - årlig tradition her på RpR. Første markedsdag er allerede lørdag den 30. maj kl 11.00-14.00.

Til slut vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke mine bestyrelseskollegaer for en stor indsats og engagement. Og mange gode – men måske nok ofte lidt sene mødeaftner - her på skolen.

Og fra bestyrelsens side skal der også lyde en stor tak til personalet på skolen: lærere, pædagoger, administrationspersonale, teknisk personale. I er skolens rygrad, og jeres indsats er den vigtigste brik i elevernes flotte resultater. Til den ’nye’ ledelse skal der også lyde tak. I er som team kommet flot fra start og fra bestyrelsen ser vi på jer med meget stor tillid.

Men særligt skal jeg naturligvis takke vores skoleleder, René Leiholm. Vi har i det daglige en virkelig god dialog. Og med dig ved roret – er Rungsted private Realskole fortsat på ret kurs.

 

Rungsted Kyst, den 21. maj 2015

 

Jacob Winther