Så er vi i den spæde start af foråret, som traditionen tro begynder med en festlig fejring af skolens fødselsdag den 2. marts. Her blev tre skønne elever fra 9. årgang tildelt skolens jubilæumslegat for at være fremtidens rollemodeller.

Klasselærerne fremhævede blandt andet Daniel fra 9.x, som har været en del af RPR siden skolestart og altid møder dagen med engagement og et positivt sind. Han er rummelig over for sine klassekammerater og går til både faglige og sociale opgaver med målrettethed, vedholdenhed og samarbejdsevne. Han viser, at man kan være både ambitiøs og flittig uden at gå på kompromis med hensynet til andre, og han er altid klar til at hjælpe dem omkring sig.

Julie fra 9.y blev beskrevet som en elev, der altid møder verden med et smil – uanset tidspunkt, vejr eller opgave. Hendes positive energi smitter af på hele klassen, og hendes nysgerrighed og gåpåmod gør, at hun kaster sig over nye udfordringer med åbenhed. Julie er en hjælpsom og engageret kammerat, som nyder stor respekt og værdsættelse fra alle.

Benjamin fra 9.v blev fremhævet som indbegrebet af en RPR-elev. Med sin sjældne ro, modenhed og naturlige høflighed får han andre til at føle sig set. Han er en stabil og engageret elev, der går til både det faglige og det sociale med overblik, præcision og hjælpsomhed. Han behøver ikke at råbe højt – når han taler, lytter folk. Stort tillykke til dem alle tre!

For nylig havde vi besøg af skolens tilsynsførende, som flere gange i løbet af skoleåret observerer undervisningen i klasserne. Jeg bliver altid stolt, når jeg læser vurderingerne, og denne gang var ingen undtagelse. Den tilsynsførende var imponeret over, hvor dygtige vores elever er, og hvor engagerede vores lærere er i deres undervisning. Hun fremhævede især den faglige seriøsitet, lærernes nærvær og de stærke relationer til eleverne, som skaber en tryg og tillidsfuld ramme for læring. Det er en stor anerkendelse af det daglige arbejde, der foregår på RPR, og noget, vi alle kan være stolte af.

Siden vinterferien har skolen afholdt Matematikkens Dag, hvor eleverne arbejdede med temaet “Matematik og kunst” – fra det gyldne snit til farver, mønstre og figurer. 6. årgang afviklede også årets musical, Askepot anno 2025, som blev en kæmpe succes. Det var en flot og gennemført forestilling, hvor fællesskabet mellem klasserne virkelig kom til udtryk. Det samarbejde vil utvivlsomt skabe glæde og trivsel i udskolingen i de kommende år. De mange daglige aktiviteter på skolen kan følges på skolens Facebook-side, hvor vi løbende deler mange af de fantastiske ting, der sker rundt omkring på skolen.

Gennem efteråret og vinteren har vi drøftet, hvordan vi som privatskole skal forholde os til den nye folkeskolereform. Vi er ikke forpligtede til at følge samme undervisningsmodel, men vi ser en mulighed for at bruge denne proces til at drøfte og eventuelt udvikle RPR’s egen vej – i tråd med vores værdigrundlag og vision om at skabe fremtidens rollemodeller gennem tillid, respekt, ansvarlighed og nysgerrighed.

Vi fastholder, at Rungsted private Realskole er en faglig skole – og vi mener det, når vi siger det Vi danner og uddanner vores elever til en akademisk ungdomsuddannelse og vil i løbet af foråret fortælle meget mere om de nye tiltag, vi indfører. Det er dog vigtigt at understrege, at vi har en velfungerende skole – derfor handler ændringerne om udvikling, ikke omvæltning.

Endelig glæder jeg mig til at kunne præsentere vores længe ønskede legeplads for eleverne fra Mini til 4. årgang – den bliver intet mindre end fantastisk.

Venlige hilsener fra

Lotte Ostenfeld
Skoleleder