IMG_0401-web.jpg

 

Muligheder på ØnskeØen

 

Vi forsøger at tilrettelægge de fysiske rammer og muligheder sådan, at vi på den ene side kan passe på de børn, vi har fået i vores varetægt – og på den anden side kan udfordre dem, så de udvikler sig alsidigt. 

 

Vi bestræber os på at indrette de fysiske rammer såle-des, at de giver mulighed for individuel kontakt samt gruppehygge. Den måde medarbejderne møder børn, forældre og hinanden på er vigtig. Derfor tilstræber vi 

at medarbejderne er imødekommende, åbne, engagerede og ser arbejdet med børn som mere end bare et arbejde.

 

De værdier, vi vægter, kan læres/tilegnes på mange måder. Vi vil gerne have, at de holdninger og værdier, der er beskrevet på de følgende sider, ligger til grund for og afspejler sig i det arbejde, vi til daglig udfører med børnene.

 

 

Behandler du børn ens – så behandler du dem forskelligt

 

Med ’behandler du børn ens? – behandler du dem for-skelligt’, vil vi sige, at børn jo ikke er ens og derfor ikke skal behandles ens. Det betyder imidlertid ikke, at der er børn, der aldrig har kontakt med de voksne, men at der er nogle børn, der skal have en hjælpende hånd i visse situationer, hvor andre har let ved at gennemskue problemstillingen. Det er ikke naturgivent, at det er de samme børn, der altid skal have hjælp, eftersom det helt afhænger af den givne situation.

 

Vi skal lære børnene færdigheder, så de kan blive selvhjulpne. At kunne klare sig selv styrker selvværdet. At kunne tage vare på sig selv og selv løse problemer betyder, at man ikke er afhængig af, at en voksen står på spring for at hjælpe - at man selv kan klare små dagligdagsopgaver.

 

Man udvikler sig, når man selv gør noget, når man selv er virksom. Hellere lave selvmål end slet ingen mål. Her skal være plads til at lave fejltagelser og lære af dem. (Bare det at lave fejl ikke bliver en livsstil).

 

 

Det er uretfærdigt at behandle børn ens

 

Vi kan godt lide forskellighed og originalitet, frodighed og mangfoldighed. Derfor har vi ikke travlt med at putte børn i ’kasser’ og sætte etiketter på deres adfærd. Vi bryder os ikke om ligemageri og millimeterdemokrati. Alle personer er enestående, og vi skal behandle hinanden med respekt. Det ville være uretfærdigt at behandle to forskellige personer på den samme måde. Derfor vil en irettesættelse se forskellig ud afhængig af, hvem der giver den og hvem der modtager den. Somme tider får et barn ja til en anmodning, som et andet barn får nej til. (Hvis et barn har vist, at det kunne administrere en frihed, imens et andet barn ikke har gjort det).

 

Det kan godt se uretfærdigt ud både i barneøjne og i voksenøjne, og det kræver meget mere af de voksne, end hvis vi ville lade os nøje med at følge det millimeterdemokratiske princip, som skærer alle over en kam. Det kræver nemlig at:

 

 

Vi kender vores lus på travet

 

Vi gør os umage med at lære hinanden at kende og bygge stærke relationer op imellem børnene indbyrdes på kryds og tværs af alder og køn, og mellem børnene og de voksne. Forudsætningen for, at vi kan afpasse det ansvar, vi giver børnene, til det de kan magte i forhold til alder og udviklingstrin afhænger af, at vi kender hinanden. Nogle børn er vi nødt til at være mere opmærksomme overfor end andre, og det har ikke nødvendigvis noget med alder at gøre. 

 

Vi voksne er også forskellige, og det er en styrke som børnene drager nytte af. De kender også deres lus på travet.

 

Børnene er fint i stand til at omgås mange forskellige voksne, og ved godt hvor de skal henvende sig, når de vil et eller andet. Prøv engang at forestille dig den mur af mægtige voksne, man kunne komme til at stå over for som barn, hvis de voksne reagerede ens.

 

 

Legen er alfa og omega

 

Vi ser legen som at være en umiddelbar, spontan og frivillig aktivitet. Til forskel fra andre aktiviteter i bardommen kan legen ikke bestemmes og reguleres udefra. Det er børnene og kun børnene, der råder over legen, dens indhold og form.

 

Børnene leger ikke for at lære og heller ikke for at fremstille et eller andet produkt, som eksempelvis i vores værksteder. Børnene leger for at lege. Legen er således en aktivitet, hvor mål og motiv falder sammen, og legen udspringer af umiddelbare behov og interesser i mødet mellem det enkelte barn og dets omgivelser. Hermed ikke sagt, at børn ikke sætter sig konkrete mål i deres leg og, at de ikke lærer noget, når de leger.

 

At lege er at ”lade som om”, det vil sige at agere indenfor en fiktiv verden. Og den psykiske forudsæt-ning for at kunne ”lade som om” er forestillingsevnen, fantasien.

 

Fantasien er evnen til at bearbejde, omforme og overskride virkeligheden. Fantasien er den del af forestillingsevnen, som overvejende henter sit stof fra billeder, sansninger, fornemmelser, stemninger, indtryk og drømme. Heri ligger blandt andet kimen til kreativitet og den abstrakte tænkning. I legen ”øver” børnene sig i at forholde sig søgende, udforskende og skabende i forhold til sig selv og deres omgivelser. 

 

I den sociale fantasileg skaber børn en fælles historie ud fra individuelle interesser og behov. Det er her fantasien tager over og en idé kan forfølges næsten i uendelighed. Når fantasilegen er fælles og stor, kan børn opleve en intens følelse af hengivelse, medriven, samhørighed og forståelsen af sig selv i den sociale sammenhæng.

 

Legen er vigtig, fordi det er børnenes mest oplagte rum til at udvikle selvbestemmelse, forstået som evnen til at opnå større indflydelse på og kontrol over eget liv, sammen med andre.

 

Vi ser ofte børn, som bliver desillusionerede og virker opgivende, når vi voksne blander os, afbryder og forstyrrer i legen. Det ses eksempelvis, når børnene bliver bedt om at rydde op eller når de bliver hentet og skal hjem.

 

 

Vi har spurgt børnene fra Miniforskolen, hvordan de tror, det er at starte i Forskole

 

 ”Jeg tror de store børn vil drille mig. Og så skal man passe på, at man ikke bliver smidt uden for døren. 

Jeg tror ikke man skal lære noget i Forskolen. 

Det er først i første klasse, at man skal lære at læse”.

 

”I Forskolen skal man lave lektier. Vi skal have timer, og det er idræt, gymnastik og matematik. I Forskolen må man kun lege i frikvartererne og ikke i timerne...det bliver svært. Jeg er også bange for, at de store drenge vil tæve mig – men så slår jeg bare igen og giver dem en blodtud”.

 

”Jeg ved ikke, hvad man laver i Forskolen, men der er mange af mine venner, som også skal gå der”.

 

”Man skal skrive og regne og det bliver pærelet for mig, fordi jeg er allerede mester i at regne. Jeg ved, at kvardratroden af en million er tusind! Jeg er ikke bange for noget – heller ikke de store drenge. Det blive meget sjovere at gå i Forskole, for der må man selv bestemme, om man vil være ude eller inde”.

 

”Jeg tror vi skal  lære at skrive og regne, og så skal vi sidde stille hele dagen og kun sige noget, når læreren spørger. 

Jeg ved, at menneskets historie er delt op i tre perioder nemlig, stenalderen, bronze alderen og pensionsalderen”.

 

”Jeg ved ikke, hvad man laver i Forskolen, men det er ikke som at gå i børnehave. Jeg tror, at nogle af de voksne er lidt skrappe derovre. Man skal ikke lære noget, det er først i første klasse. Inden man begynder i Forskolen, skal man dog helst kunne læse og skrive. 

Jeg kan skrive mit navn og mor og far”.

 

”Jeg ved ikke hvad man laver i Forskolen, for jeg har jo ikke prøvet det endnu. Men det er vigtigt, at man kan fløjte, når man skal i skole….og jeg kan fløjte”. 

 

”Jeg tror man skal lave en masse lektier og opføre sig ordentligt. Man skal sidde stille og man må ikke larme. Man må heller ikke holde nogen udenfor eller drille. Nogle af lærerne bliver måske sure, hvis man har gjort noget galt. Jeg kan binde snørebånd, så jeg kan godt klare mig selv i skolen. Men man skal spise sin mad hurtigt, og det kan jeg ikke”. 

 

Download Miniforskole-folder (pdf)

 

 

 

Regler er kedelige – og til for at blive brudt

 

Regler er irriterende og inviterer til at blive brudt. 

Men regler kan være nødvendige. 

Derfor skal de være logiske og helt klare.

 

Her er nogle af ØnskeØens få regler:

 

Man skal sige goddag, når man kommer, 

og man skal sige farvel, når man går hjem.

– Det skal man, fordi ØnskeØen er ét stort, 

åbent hus, hvor man må lege over det hele 

– både inde og ude. 

Vi skal vide, hvor børnene er, 

og så er det almindelig høflighed.

 

Man må ikke gå uden for ØnskeØen
uden at spørge en voksen.

– Vi skal vide, hvor børnene er.

 

Man skal rydde op efter sig.

– Ellers drukner vi i rod.

 

 

I stedet for regler og forbud har vi normer

 

Børn er som regel gode til at stikke en finger i jorden og aflæse, hvilke normer der gælder her. ’Hvordan skal jeg opføre mig her?’

 

De er meget omstillelige og kan godt finde ud af, at der er forskellige normer hos Bedstemor, hjemme, i skolen og på ØnskeØen.

 

Børn vil gerne anerkendes, og derfor retter de deres adfærd ind efter gældende skik det pågældende sted.

Hvis vi med få ord skal karakterisere ØnskeØens normer, så er de:

 

At man er imødekommende overfor hinanden 

At man opfører sig ordentligt overfor sine kammerater og taler pænt til hinanden

At man kun slås for sjov og lærer at beherske sig, når man bliver vred

At man er aktiv og hjælpsom

At man har lov til at kede sig

At man kan tåle at tabe (ikke at man nødvendigvis bryder sig om det)

At man kan tåle at vinde uden at hovere overdrevent  

 

 

Vi vægter muligheder frem for begrænsninger

 

Vi ser det som en opgave at skabe mulighed for, at alle børn og voksne på ØnskeØen kan have et godt liv med udfordringer, skæg, oplevelser og gode venner. Når nogen spørger: - ’Må jeg godt gøre det her?’, tænker vi først og fremmest: ’Ja, hvorfor ikke?’

 

Vi er mange mennesker, og vi skal alle sammen kunne være her, så nogle gange må vi sætte grænser for udfoldelsen. Nemlig der, hvor den enes udfoldelse begrænser andres.

 

Vi bekender os med andre ord til Kardemommeloven:

 

”Du må ikke plage andre eller sætte livet til, 

og for øvrigt må du gøre hvad du vil” 

 

– citat Politimester Bastian.