ÅRSBERETNING SFO 2024

Endnu et år er gået, og vi bliver lige overraskede over, hvor hurtigt året går. 2024 blev det år, hvor vi afsluttede den sidste årgang i SFO’en med kun to spor. Vi sender nu skolens to tredje klasser videre, og vi håber, at de har en stor bagage med sig af herlige og oplevelsesrige stunder med vennerne og personalet i SFO’en.

Samtidigt har vi budt velkommen til 58 små 5-årige, som siden januar 2024 har været en del af SFO’en. De har nu bevæget sig ud af deres trygge rammer i Mini-forskolens lokaler for at blive en del af den store SFO. Nysgerrigheden og iveren efter at kunne deltage på lige fod med alle de andre børn er synligt i hverdagen. Og så er der de børn, der træder lidt mere forsigtigt og forbeholdent ud i den ”brede” SFO-rammer. Dem har vi selvfølgelig øje på og giver dem hver dag en hjælpende hånd, et kram og et par ord, når det er tiltrængt.

Med lidt over 250 tilmeldte børn i SFO’en har det naturligvis også kaldt på flere ressourcer. SFO’en består derfor i dag af syv pædagoger, tre medhjælpere og syv unge mennesker. Det enkelte personale er ikke til stede i SFO’en hver dag, men er genkendelige for SFO’ens børn, hvilket vi anser for det vigtigste.

Årets højdepunkter i år blev:

– Markedsdagen den 7. september 2023 var SFO’ens tredje gang. Det er en dejlig eftermiddag, som byder på hyggelige og afslappende snakke med både børn og forældre. Igen i år blev der solgt ud af børnenes kreative og meget fine produkter. Salget blev rekordstort, hvilket både børnene og personalet var stolte af.

– Temaugerne havde i dette skoleår overskrifterne; bevægelse, drager, konstruktion og vikinger. Fællesskabet på tværs af årgangene styrkedes og der herskede en konstant summen og høj aktivitet ude på værkstederne. Drageugen blev afsluttet med en tur på Eventyrlegepladsen for at sætte drager op. Flere børn oplevede, at de ikke fik sat dragen op, og her arbejder personalet på at lave en plan som fremadrettet vil kunne sikre dette. Vikingetemaet sluttede af udendørs, og der blev kæmpet med selvfremstillede sværd og skjolde. Trods kamp var der ingen konflikter at spore. Kun sjov, leg og mange glade børnesmil.

– Disco-festerne blev gennemført for alle vores årgange. Festerne for fsk. og 1. årgang blev en stor succes med et flot fremmøde. Festen for både 2. og 3. årgang blev ligeledes afholdt i foråret, og her er personalet blevet klogere. Næste år afholdes festen for 3. årgang allerede i september, fordi der på dette tidspunkt stadig er mange SFO-tilmeldte børn. årgang holder til gengæld egen disco-fest i foråret. Men herlige fester med guld, glimmer og laksko blev det.

– Bagning er nu ved at være en fast del af SFO’en. Vi er hver anden uge gået fra, at det skulle være et måltid/snack for børnene til, at det handler mere om en god proces og aktivitet for børnene.

– Vi deltager igen i år med Vilde Vulkaner, men med dobbelt så mange tilmeldte sammenlignet med sidste år. Det er vi utrolig glade for, da vi synes, festivalen danner en skøn ramme omkring SFO’ens afslutning for vores 3. årgang. Alle elever fra 3. årgang kan tilmelde sig Vilde Vulkaner. Vilde Vulkaner bliver fremadrettet skrevet på som en tradition på SFO’ens årshjul.

– Forældrene til vores yngste børn på SFO’en har tidligere udtrykt ønske om, at der var et personale ved Tabulex. Ved ressourcetilførslen blev dette ønske imødekommet og til SFO’ens glæde har det også for personalet været en gevinst. Det skaber ro ved afhentning, og har samtidigt lettet Caféen for netop denne opgave.

Det har alt i alt været et dejligt og lærerigt år for både SFO-børnene, men også for personalet. De yder hver dag yder en stor indsats for, at børnene føler sig velkommen, mødt som den de er, aktiveret gennem mange forskellige tilbud og ikke mindst værdsat gennem nærvær, tillid og respekt fra de voksne.

SFO’en er nysgerrige på opgaven, for vi har hele tiden fokus på at skabe et optimalt fritidstilbud til SFO-børnene, hvor smil, oplevelsesglæde, nysgerrighed, samspil samt fællesskab er nøgleord for den SFO, vi ønsker at være.

 

Rigtig god sommer!

Jacqueline Morel                                                                                             Lise Hogervorst
Viceskoleleder og SFO-leder                                                                              Souschef