Skolen har som målsætning gennem en individuelt præget udvikling at sikre sine elever det bedst mulige grundlag for videre uddannelse. Derfor tilstræbes det, at undervisningen er tidssvarende og ligger på et højt fagligt og kvalificeret niveau. Desuden tilstræbes det, at eleverne udvikles som hele mennesker.
Skolen søger at skabe et skolemiljø i faste og trygge rammer, hvor lærerstaben, skolens ledelse, som består af skoleleder, viceinspektør og afdelingsleder(e), og øvrige medarbejdere, elever og forældrekreds udviser gensidig respekt og samarbejder om at skabe de bedst mulige betingelser for en god skolegang.
Skolen søger endvidere at udvikle selvstændige elever, der deltager aktivt i undervisningen og giver udtryk for egne holdninger. Det tilstræbes, på en politisk afbalanceret måde, at stimulere elevernes udvikling med henblik på at skabe samfundsborgere, der besidder hensynsfuldhed og ansvarlighed over for andre og samtidig udviser en sund kritisk sans, og som arbejder for tolerance i et demokratisk samfund .