ABC til forældre
SFO
AFHENTNING AF BØRN
SFO-børn skal afhentes i SFO’en. Det er vigtigt, at barnet siger farvel ved håndtryk med den ansvarlige for Tabulex og efterfølgende trykker sig ud på Tabulex.
Det er ikke muligt for forældre at ringe til SFO’en og bede dem sende børnene ud, ligesom det ikke er muligt, at forældre ringer til deres børn og beder dem komme ud på vejen.
Hvis børn hentes lige efter skoletid, skal børnene fortsat tjekkes ud på Tabulex.
Ingen børn må vente i skolegården eller ude foran matriklen, da skolen og SFO’en altid vil have opsynspligten med børnene, indtil de hentes og tjekkes ud af Tabulex.
ALLEGIER
Hvis et barn har allergi, er det vigtigt at forældrene sørger for følgende:
– En beskrivelse af barnets allergi, herunder hvilke forholdsregler personalet skal tage.
– En beskrivelse af hvad personalet kan/skal gøre, hvis barnet får en allergisk reaktion.
– Sikre en EpiPen, piller m.v. til at bekæmpe en allergisk reaktion.
Ved fødevareallergi anbefaler vi, at der laves en særskilt æske med låg indeholdende forskellige kiks m.v., som barnet kan få i stedet for det, der bliver serveret i SFO’en.
DISKOFESTER
Der afholdes en diskofest pr. årgang fra Forskolen til 3. klasse. Alle deltagende børn tager først hjem og møder op igen til fest senere i SFO’en festklædte og i festhumør. Der bliver udsendt en invitation med tilmeldingsblanket på Intra et par uger op til de enkelte fester.
– 3. årgang: torsdag den 3. oktober 2024, kl. 17.30-19.30.
– 2. årgang: torsdag den 10. april 2025, kl. 17.30-19.30
– 1. årgang: torsdag den 22. maj 2025, kl. 17.30-19.30
Forskolen: fredag den 2. maj 2025, kl. 16.30-18.30
ELEKTRONISKE ENHEDER
SFO’en er mobil-, smart watch- og iPadfri. Alle elektroniske enheder skal afleveres hos medarbejderne, der er ansvarlige for Tabulex, hvorefter de bliver låst ind i et klasseskab. Vi gør dette for at lade børnene lege sammen, se hinanden i øjnene og være nærværende.
EFTERMIDDAGSSNACK
I SFO’en har vi hver dag en eftermiddagssnack. Det er ikke et måltid, men en lille snack, der som regel består af frugt og grønt. En gang om ugen bager vi.
FORSIKRING?
Skolen har lovpligtige forsikringer. Derudover er der tegnet en rejseforsikring, der dækker lærere og elever i forbindelse med skolerejser.
Skolen gør opmærksom på, at værdigenstande som tøj, legetøj, elektronisk spil, mobiltelefoner m.m. medbringes på eget ansvar. Skolen yder altså ingen dækning i tilfælde af tyveri.
FORÆLDRESAMARBEJDET
Forældresamarbejdet tager sit udgangspunkt i skolens værdier. Vi ved, at vi kommer længst med den positive og respektfulde tone. Nysgerrigheden på hverdagen og børnenes relationer er ligeledes bærende for samarbejdet med både personalet i SFO’en, men i lige så høj grad mellem forældrene.
GARDEROBER
Forskolen har deres garderober lige inde til venstre for indgangsdøren frem til december. Derefter flyttes deres garderober ned i kælderen, hvor også 1.-3. klasserne har deres garderober.
GLEMMETØJ
Glemmetøj lægges i to stoftønder til venstre for indgangsdøren ved Tabulex. Glemmetøj som ikke afhentes, går videre til vores servicepersonale, som senere lægger tøjet ud efter opslag på Forældreintra.
INDMELDELSE I SFO
Når en elev i Miniforskolen til og med 3. klasse starter sin skolegang på RpR, er barnet automatisk tilmeldt SFO.
INDSKOLINGSHUSET
I Indskolingshuset finder man hovedparten af personalet omkring børnene.
Huset rummer flere kreative værksteder som malerværksted og værksted for fx syning, smykker, perler m.m. Derudover har vi et konstruktionsrum, prinsesserum, to 3. klasses rum kun for 3. klasserne, et tumle- eller afslapningsrum, legerum og en stor café, hvor der ofte spilles brætspil, tegnes, bages m.v.
På første salen ligger skolens forskoler.
JUNGLEN
Junglen er ét af SFO’ens udeområder. Til hverdag drives det af William som et bæredygtigt værested. Her finder man insekthotel, afgrøder af forskellige slags, som senere på året tilberedes over bål, et stort træsnitteværksted og to små huse, som tilbyder indendørs kreative værksteder.
Årgangene er tilknyttet Junglen i 14 dage ad gangen.
KONFLIKTHÅNDTERING
Konflikter hjælper børn til at forstå den verden, de er omgivet af både nu og på sigt. Gennem konflikter lærer børnene hver gang noget om både relationen til andre og sig selv. Nogle konflikter kan børnene selv håndtere, andre skal de have voksenhjælp til. Heldigvis opnår vi i langt de fleste tilfælde en fælles forståelse for situationen med de perspektiver, der er på den. Indimellem kan konflikterne få en karakter, der kræver involvering af pædagoger, ledelse og forældre. I sådanne situationer er der en tydelig proces for konflikthåndteringen og kommunikationen mellem SFO og hjemmene. Uanset hvilken rolle et barn spiller i en sådan konflikt skrives eller ringes der til forældrene. Sjældne gange er der konsekvenser, hvilket forældrene også bliver orienteret om.
Forældrenes holdning og rolle har stor betydning for barnets opfattelse af en konflikt. Derfor er det vigtigt at huske på, at der er lige så mange perspektiver på en konflikt, som der er involverede børn. Derfor opfordrer vi vores forældre til at være nysgerrige på konflikten og ikke dømmende.
LEGEAFTALER
Vi anbefaler, at legeaftaler er indgået på forhånd og inden børnene kommer i SFO. Børnene kan selvfølgelig indgå legeaftaler med hinanden efter SFO-tid, når deres forældre kommer og henter dem. Man kan dog ikke forvente, at personalet hjælper med at ringe til respektive forældre for at lave aftalerne. Forældre kan kun tage et barn med hjem, når der indgået aftale med det andet barns forældre. Man må altså ikke tage hinandens børn med hjem uden forudgående aftaler, som er ført ind i Tabulex, og som dermed giver personalet den fornødne sikkerhed og overblik.
LEGETØJ
Vi anbefaler, at børnene ikke medbringer legetøj i SFO’en. Har børnene legetøj med, sker det på eget ansvar.
MARKEDSDAG
Markedsdagen er et arrangement med mange forældre skabte boder, der har til formål at rejse penge til forskellige velgørenhedsformål. Bestyrelsen beslutter fra år til år, hvad det indsamlede beløb skal gå til.
SFO’en arbejder fra skolestart frem til den første torsdag i september måned med at fremstille og klargøre kreative produkter til SFO’ens bod.
NØDPASNING
På enkelte dage i løbet af skoleåret, lukker SFO’en. Forældre vil dog have mulighed for at få passet børn, hvis alle andre pasningsmuligheder er udtømte. Forældre tilmelder sig nødpasningsordningen på Forældreintra.
Man skal være opmærksom på sidste tilmeldingsfrist.
OPRYDNING PÅ VÆRKSTEDER OG SFO
Alle rydder op efter sig selv i SFO’en. Dette gælder også børnene. Når et barn forlader et værksted, lærer barnet at rydde op efter sig selv og efterlade sin plads frisk til det næste barn på værkstedet uanset om det er samme dag eller dagen efter. Forældre skal derfor have tålmodighed ved afhentning, indtil barnet har ryddet op.
SELVBESTEMMER
En selvbestemmer er et SFO-barn, som med forældrenes skriftlige samtykke til SFO’en, har fået tilladelse til selv at bestemme, hvornår barnet vil forlade SFO’en. Barnet kan ringe til forældrene på SFO-telefonen og kort give forældrene besked om, at barnet nu forlader SFO’en.
Forældrene skal sørge for en skriftlig besked til Lise Hogervorst om, at deres barn selv må gå hjem. Man behøver kun at sende beskeden en gang.
SFO-NYT
Nyhedsbrevet SFO-nyt udkommer 4-5 gange årligt på Intra. Her præsenteres nye tiltag, personale m.v.
SFO-OPKRÆVNING
MINI-SFO: Betalingen for SFO er inkluderet i skolepengene.
Forskolen. -3. Klasse: Administrationen sørger for opkrævning hver måned ud over skolepengene.
SFO-TELEFONEN
Mobilnr.: 25942150
SFO-telefonen anvendes af børn, der er selvbestemmere. Børnene kan her ringe til deres forældre og oplyse dem om, at de nu forlader SFO’en.
Forældrene kan ligeledes bruge telefonen til akut opståede ændringer på selve dagen. Der kan enten skrives sms eller ringes til personalet. Beskeder på telefonsvaren bliver ikke aflyttet, og det er derfor tilrådeligt, at der sendes en besked.
SFO-VIKAR
Vores vikarer i SFO’en er normalt også skolevikarer. De indgår i det daglige arbejde ved fravær blandt det faste personale under ledelse af souschef Lise Hogervorst eller SFO-koordinator Mark Grunk Løfgreen.
TABULEX
Tabulex er SFO’ens værktøj til at bevare overblik over børnenes færden. Tabulex viser, hvilke børn der er her, og hvem der er gået hjem. Det er vigtigt, at alle forældre tilmelder sig Tabulex og bruger Tabulex som kommunikationsværktøj med SFO-personalet. Dette gælder også for børn der afhentes direkte efter skole og for børn, der har legeaftaler. Alt skal noteres i Tabulex, da skolen og SFO har opsynspligten. Det giver samtidig tryghed for alle.
TJEK IND I SFO
I forskolen sørger personalet for, at alle børn bliver tjekket ind på Tabulex umiddelbart efter pausen kl. 12.00-12.30.
1. – 3. klasse hentes som udgangspunkt i klasserne af deres årgangspædagog. Børnene tjekker sig ind på Tabulex ved ankomst til SFO’en.
I skoleferierne er det forældrene som sørger for, at barnet er korrekt tjekket ind.
TJEK UD AF SFO
SFO’en er et stort sted med mange forskellige arealer. Børnene er her i deres fritid, og de bestemmer selv, hvor de ønsker at lege. Som forældre skal man derfor indstille sig på at bruge lidt tid på at finde sit barn. Man kan ikke forvente, at SFO-personalet kan fortælles præcis, hvor barnet er, men de er altid behjælpelige med at guide jer.
Når barnet er fundet, skal det selv lære at tjekke sig ud på Tabulex. Derefter gives der hånd til en voksen og siges farvel.
TEMAUGER
SFO’en har i alt 4 temauger, hvor børnene får mulighed for at fordybe sig i et særligt emne. Temaugerne står nærmere omtalt i SFO’ens årshjul.
TURE UD AF HUSET
I SFO’en forsøger vi at prioritere ture ud af huset med klasserne på skift, når det kan lade sig gøre. Vores ture går som oftest til stranden, skoven, Eventyrlegepladsen mv. Forældre opfordres til at læse ugeplanen fra SFO’en, hvoraf ture og tidspunkter vil fremgå.
UDMELDELSE AF SFO
Udmeldelse af SFO’en sker ved udgangen af en måned med en måneds opsigelse. Opsigelsen skal ske skriftligt til Katrine Groes Larsen
UGEPLANER
Hver fredag sendes der en ugeplan ud på Intra. Her kan børn og forældre læse om kommende uges aktiviteter.
VILDE VULKANER
Danmark største lege- og musikfestival i den første uge af børnenes sommerferie er blevet en tradition i SFO’en for skolens 3. klasse børn. Et passende antal voksne og tilmeldte børn tager afsted i 3 dage. De afhentes i en bus og kører mod Vordingborg. Efter festivalen køres børnene hjem i bus.
Der er bindende tilmelding, og der udsendes hvert år i august en beskrivelse af og tilmelding til 3. klasserne. Børnene kan deltage uanset, om de er tilmeldt SFO eller ej.
Prisen ligger i 2024 på kr. 1.000 og dækker transport, ophold i egne telte samt 3 hovedmåltider om dagen.
ÅBNINGSTIDER
Mandag til torsdag kl. 13.00 – 17.00
Fredag kl. 13.00 – 16.00
De dage hvor skolen slutter tidligere end ved normalt skema, holder SFO’en tilsvarende tidligere åbent.
FERIEÅBENT SFO
Uge 42: Efterår i SFO
Uge 7: Vinter i SFO
Uge 27, 28 og 32: Sommer i SFO
I skoleferierne har SFO’en åbent
Mandag til torsdag kl. 7.30 – 16.00
Fredag kl. 7.30 – 15.00.
LUKKEDAGE I SFO
– 23. december 2024.
– 14.-21. april 2025 (begge dage inkl.)
– 29.-30. maj 2025 (begge dage inkl.)
– 9. juni 2025
ÅRSHJUL
I begyndelsen af september udgives SFO’ens årshjul. Forældre og børn kan læse om temauger, forskellige særarrangementer i løbet af året, indsatsområder og lokalerne.